Hudkræft
Hudkræft
Tegn på hudkræft
Et sår, som ikke vil hele, nye gevækster eller røde/brune pletter kan være tegn på hudkræft.
Hudkræft opstår pga. soleksponering gennem livet og præsenterer sig derfor typisk på de mest soludsatte hudområder. Begrebet ”almindelig hudkræft” dækker over de hudkræft typer, som benævnes basalcellehudkræft og pladecellehudkræft. Basalcellehudkræft er den fredelige form for hudkræft, men også den hyppigste.
Hudkræft typer
Hudkræft – basalcellehudkræft og pladecellehudkræft
Basalcellehudkræft og pladecellehudkræft er de to mest almindelige former for hudkræft.
Basalcellehudkræft er den hyppigste form og er som regel en fredelig kræftform, da den næsten aldrig spreder sig til andre dele af kroppen. Den skal dog behandles, da kræftcellerne vokser uhæmmet og kan give en større hudforandring, hvis den ikke fjernes.
Pladecellehudkræft er en mere alvorlig form for hudkræft, da den i sjældne tilfælde kan sprede sig, blandt andet til lymfeknuderne. Den kan vise sig som en rød, skællende forandring, en gevækst eller et sår, der ikke heler.
Ved mistanke om hudkræft tages der ofte en vævsprøve (biopsi). Prøven undersøges i mikroskop for at bestemme typen af hudkræft og vurdere, hvor dybt den vokser. Behandlingen afhænger af hudkræftens type, størrelse og placering.
Den mest almindelige behandling er kirurgisk fjernelse. Mindre forandringer kan ofte fjernes i klinikken med excision (fjernelse med kniv) eller andre mindre indgreb som afskrabning med brændebehandling. Ved hudkræft i særlige risikoområder, eksempelvis tæt ved øjet, på næsen eller tindingen, kan der være behov for henvisning til en specialafdeling.
Overfladiske basalcellehudkræftforandringer og forstadier til pladecellehudkræft (Morbus Bowen) kan i nogle tilfælde behandles med andre metoder, såsom medicinske cremer, frysebehandling eller afskrabning med brændebehandling.
Behandlingen vælges altid ud fra en individuel vurdering af hudforandringen og i samråd med dig.
Forstadier til hudkræft er også beskrevet sammen med solskader.
Læs mere om solskader